#¤&!%¤§ Billetlugen!

I dag var det G-dag – billetterne til George Michaels koncert i Parken den 11. november blev sat til salg klokken 10.

Jeg stillede mig i kø uden for City Vest klokken 5:30, og stod som nummer 9, så udsigterne til en god siddeplads var fine. Jeg vidste, at Fona, som havde billetterne til salg, havde cirka 100 fortrykte billetter liggende, så den – i øvrigt vældig hyggelige – ventetid blev fordrevet med fortrøstningsfuldt sind.

Klokken 8:30 blev dørene ind til centeret åbnet, og vi kunne komme helt ind til Fona. En times tid senere kom en Fona-mand ud og uddelte numre til dem, der ville købe de fortrykte billetter – som viste sig kun at være ståladser på plænen! Nu var valget svært: Skulle jeg tage et nummer og være garanteret ståplads, eller vente og prøve at få siddepladser via deres booking-system. Jeg valgte det sidste – og det var dumt!

Da klokken blev 10 gik det løs. Den forreste i køen fik rimelig hurtigt seks billetter, så jeg var stadigvæk fortrøstningsfuld – men så skete det uundgåelige: Billetlugens bookingsystem kunne ikke holde til presset, og de følgende 40 minutter lykkedes det at ekspedere – siger og skriver – TRE kunder, hvorefter der kom besked fra Billetlugen om, at der skulle meldes alt udsolgt.

Til alt held havde Fona – belært af tidligere dårlige erfaringer med Billetlugen – valgt at holde på nogle af de fortrykte billetter, og dem begyndte de så at sælge af til os der stod i kø. De havde måske 50 billetter tilbage, så det forslog som en skrædder i helvede, men det lykkedes mig alligevel at gafle seks billetter til vores lille flok.

Summa summarum: VI SKAL TIL KONCERT MED GEORGE MICHAEL!!!

Og nu til det sure opstød, som overskriften indikerer:

Kære Billetlugen, Billetnet og hvad I nu ellers hedder alle I, der forsøger jer med billetsalg til de store events: Hvor svært kan det være?!?!

Jeg ved godt, at det ikke er nogen nem opgave, når 200.000 mennesker skal købe 40.000 billetter, men det må altså kunne gøres bedre! Jeg synes, det er under al kritik, at end ikke de officielle salgssteder som Fona kan få kontakt til systemet, når der er tryk på – det er mangel på respekt for os, der bruger tid på at ligge i kø, og det er jo ikke fordi det kan komme som nogen overraskelse, at der bliver run på – man ser det gang på gang på gang, og altid med det samme resultat: “Systemet er desværre brudt ned”.

Vi lever i 2006, vi kan sende mooncars til Mars og bygge alverdens ting i nanostørrelse, men vi kan tilsyneladende ikke lave et billetsystem, der kan klare store belastninger uden at gå i sort – det er bare ikke godt nok!



Skriv svar

XHTML: Du kan benytte disse tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>